Årgang 2012

Dit offentlige privatliv

2011-04-25T10:08:00.000-07:00

Indslag i Agenda på P1, 23. april

Facebook fungerer ligesom en togkupe; I en togkupe kan man føre personlige samtaler mellem to personer, som alle andre i kupeen har mulighed for at lytte med på og, i princippet, afbryde og deltage i. Sådan fungerer Facebook også. Her bliver der også ført personlige samtaler på væggen, det er så bare hele verden, der kan overvære samtalen. Det fortæller Søren Schultz Hansen, som er forfatter til bogen Årgang 2012. Han mener at intimsfæren bliver invaderet af de sociale medier. - Hvis man føler man bliver overvåget, tilpasser man sin adfærd, men hvis det altid sker, så kan man ikke blive ved med at tilpasse sin adfærd, fortæller Søren Schultz Hansen. Vi er nødt til at være private i det offentlige rum, ellers kan vi aldrig være private, mener han.

Årgang 2012
Søren Schultz Hansen har skrevet bogen Årgang 2012, som handler om den generation af unge, der fylder 18 år i 2012. Det er dem, der er vokset op med nettet og de sociale medier. Et af kendetegnene ved den generation er, at de er mere sig selv, når de er sammen med andre, end når de er alene. Og det er fordi de er allermest vandt til at være sammen med andre. De unge har derved også mere erfaring med at være naturlige, når de er sammen med andre, og de er på den måde også i højere grad vandt til at det offentlige rum invaderer det private.

Individet forsvinder
Vejen til at offentliggøre sig selv er altså blevet kortere. Søren Schultz Hansen fortæller, at den helt afgørende forskel er at vi er gået fra analoge til digitale medier. - Vi kommer fra en situation med de analoge medier, hvor det var besværligt at offentliggøre sig selv, til en situation med digitale medier, hvor det er besværligt ikke at offentliggøre sig selv, fortæller Søren Schultz Hansen og fortsætter: - Vores privatliv bliver helt automatisk offentliggjort, hvis vi ikke gør noget særligt for at forhindre det.

Han mener at den udvikling fører til at individet som enhed forsvinder. - Man taler i børnepsykologien om spejlfasen, som indtræder når barnet er cirka seks måneder gammelt. Det er den periode, hvor det går op for barnet, at det er et individ og ikke en del af morens krop, fortæller han. - Når vi har de sociale medier inde på kroppen hele tiden, sker der en omvendt spejlfase, hvor vi smelter sammen med omverdenen igen. På den måde forsvinder individet som mental og psykologisk enhed.

Hør mere privatlivets snarlige død i Agenda, der sender under titlen: Dit offentlige privatliv.

Anmeldelse, Politiken

2011-04-25T10:02:00.000-07:00

"Man kan hurtigt komme til at sidde tilbage som et reaktionært røvhul, når den fagre nye medieverden pludselig banker på." Læs hele anmeldelsen fra Politiken her

Uden copyright på sig selv

2011-04-16T03:42:00.000-07:00

Anmeldt af: Ning de Coninck-Smith på folkeskolen.dk

De danner deres identitet digitalt - men mangler i den grad digital dannelse.

Der er bøger, jeg gerne selv ville have skrevet. "Årgang 2012", om den første elevårgang, som ikke har kendt en verden uden www, er en af dem, fordi den ligefremt formidler et nyt billede af børn og unges brug af nettet. Så sent som i Skolebørnsundersøgelsen 2010 fra april sidste år hed det, at danske børn "visner" bag skærmen. Underforstået: Der findes en virkelig verden, som er mere livskraftig end nettets parallelunivers af sociale platforme og digitale dialoger.

På baggrund af samtaler med 48 unge og voksne hævder forfatteren, at sådan tænker voksne. Men børn og unge lever med - og ikke mindst igennem - de nye medier. Det er på Arto og Facebook, de danner deres identiteter, det er her, de opbevarer, udvikler og forfiner deres fælles hukommelse. Det er også her, de indimellem slår sig, fordi de selv kommer til at skrive noget, de senere fortryder, eller fordi andre lægger noget ud om dem, de helst var foruden. Men de kommer sig, hvis vi skal tro forfatteren, forbløffende hurtigt. En dum video lagt på YouTube kan altid overgås af én, som er endnu dummere. Spørger man dem, om det ikke er problematisk, er svaret jo, men handlinger og udsagn viser, at det kun er, så længe der er en voksen til stede.

Det er altså snarere os voksne, der har et problem med det fingersmarte sms-sprog og livet på de sociale platforme. For voksne er net og mobil et redskab til vidensdeling og effektivitet, for ungerne en forlængelse af kroppen og en ophævelse af det fysiske rum. Kedsomhed er ukendt, selvom det i høj grad er hverdagens banaliteter, der udveksles efter skoletid. Her har enhver endegyldigt mistet copyrighten på sig selv, og man er allermest sig selv, når man er på.

Forfatteren konstaterer tørt, at hvis hans iagttagelser holder stik, så er det ikke så overraskende, at unge og voksne har svært ved at forstå hinanden.

I "Årgang 2012" møder vi udelukkende det kompetente barn på nettet, hvilket bestemt er et problem. At alle børn og unge ikke navigerer lige sikkert på nettet, bliver man overbevist om efter læsning af "Klædt af på nettet", som ligger i forlængelse af "Den åbne dagbog" fra 2008. Dengang handlede det om det, man kommer til at skrive, som aldrig forsvinder - i den nye udgivelse om det, man viser, som ikke kan skjules igen. Her er piger, som lader sig overtale til at være nøgenmodel for en stund, to drenge, som både viser sig frem for fiktivt guld i et computerspil og efterfølgende mødes med den enes "ven", der har andre intentioner, og forældre uden indsigt i, hvad deres børn laver - og som tilmed kører dem til mødet med den fremmede.

Det er tankevækkende læsning, som viser behovet for, at digital dannelse kommer på skoleskemaet. Det, som ikke er så fedt i "Klædt af på nettet", er de ekspertkommentarer, der dukker op hist og her i et voksent, velment sprog. Den sidste tredjedel af bogen henvender sig direkte til forældre og lærere.

Efter at have læst "Årgang 2012" tror jeg, at dette på trods af intentionerne mest er en bog til voksne. Som sådan kan bogen fungere fint, mens jeg er usikker på, hvordan materialet vil fungere i undervisningen. Men prøv det, emnet er for vigtigt til at lade det ligge.

Connected Årgang 2012 (artikel på Kommunikationsforum)

2011-04-11T11:38:00.000-07:00

Generation 2012 er de 18-årige, som er født ind i nettet. For denne første digitale generation er alle medier sociale, mobilen en del af lårmusklen og afstanden mellem de fysiske varehylder og Facebook-profilerne minimal. Ved jeres marketingafdeling, hvordan man kommunikerer med Årgang 2012?

Fire teenagepiger sidder omkring et sofabord. Mille, Line og Kirsten sidder i sofaen, mens Lise ligger henslængt i en lænestol travlt beskæftiget med at sende og læse sms’er. På et tidspunkt skal Mille på toilettet, og hun efterlader sin mobiltelefon på bordet. Så snart hun er ude af stuen, snupper Line den og begynder at kigge i den. Hun fniser og kommer med små udbrud og kommentarer om sjove billeder, beskeder og videoer. Til udelt fornøjelse for de to andre, som også kommenterer indholdet af mobilen. Sådan fortsætter de, til Mille vender tilbage. Som det mest naturlige og uden den mindste undren eller surhed, sætter Mille sig i sofaen og begynder også at grine og kommentere indholdet af telefonen, som Line har beholdt.

Episoden stammer fra en interviewundersøgelse af den første, helt digitale årgang. Pigerne er alle født i 1994 samtidig med det moderne internet, og de er vokset op sammen med en række andre mobile og interaktive medier. Denne generation af unge er blevet kaldt generation C (for Connected), netværksgeneration eller digitale indfødte. Jeg kalder dem Årgang 2012, for netop i 2012 bliver de 18 år og dermed voksne i juridisk, økonomisk og demokratisk forstand. Der er altså kun kort tid til, at generationen bliver den afgørende forbrugergruppe. Hvad kommer der til at ske, når Årgang 2012 og den måde, den tænker og opfører sig pån bliver dominerende i den meget nære fremtid?

Alle medier er sociale hos Årgang 2012De fire pigers adfærd er udbredt hos Årgang 2012. Episoden viser, hvordan medier, som vi voksne ellers normalt betragter som personlige, er blevet fælles og bliver delt ikke blot med nære veninder, men også med klassekammerater og potentielt med alle andre. Samtidig er der en lige så stærk bevægelse hen imod, at de fælles, sociale medier omvendt bliver brugt til det personlige eller ligefrem intime. Hos Årgang 2012 vrimler det med personlige samtaler og direkte henvendelser til bestemte personer, som foregår i fuld offentlighed, fx på væggen på Facebook.

Det giver ikke længere mening at tale om sociale medier som en særlig, afgrænset type, for alle medier er nu sociale. Vi er altid flere og sammen om medierne, både fordi vi deler de personlige og interpersonelle medier naturligt med andre, og fordi vi udfolder det intime, personlige samvær i fælles medier, så alle automatisk kan overvære det og potentielt deltage i det. Det betyder, at det sociale element altid er til stede og altid bør indtænkes, når virksomheder planlægger deres kommunikationen. Det er nødvendigt at arbejde sig ind i det daglige samvær og den almindelige samtale snarere end at satse på det opsigtsvækkende og originale, som en stor del reklame og markedsføring stadig drejer sig om.

Viralitet kommer af hverdag, ikke fra smarte reklamefolk
Den eftertragtede spredning – viraliteteten – i de sociale medier handler ikke primært om at skabe en tilstrækkelig sjov, god eller opsigtsvækkende historie, så folk sender den videre alene af den grund. Vær uhyre skeptisk over for, om en reklamefilm har en ”viral effekt”, fordi den er sjov eller skæv, og regn det i hvert fald ikke med i dit markedsføringsbudget. Det virker desværre kun i særlige tilfælde. Det er blandt andet derfor, vi næsten altid fremhæver nogenlunde de samme par cases: Videoen med Ronaldinho, der hamrer bolden på overliggeren tre gange i træk i ført sine nye guldfodboldstøvler fra Nike. Eller Quiksilvers YouTube-film, hvor er par surfere smider en dynamitstang i de lavvandede søer i centrum af København og rider på den bølge, der opstår.

Det er umuligt at forudsige eller planlægge virkningen – ingen har indtil nu kunnet give en viral garanti. Det er tilfældet, der råder, og man ligger under for en udpræget grad af manglende kontrol, som er et indbygget element i den nye medievirkelighed.

Ikke desto mindre bør enhver moderne markedsføringsstrategi arbejde seriøst med netop den automatiske spredning. Men når vi taler fx Facebook, er det nogle mindre opsigtsvækkende og måske kedelige mekanismer, der skal benyttes. Det handler om at give brugerne redskaber, som de kan bruge i deres dagligdag enten til at fortælle om sig selv – ja, måske prale lidt – eller endnu bedre om at skrue kommunikationen sammen, så den indbefatter samtale med venner. Fx ved at lave konkurrencer og/eller udbyde præmier, som brugerne vil inddrage andre i eller give til deres venner. Hvor det måske handler om at give i stedet for at få. Så er der jo automatisk dobbelt så mange eksponeringer: både deltageren i konkurrencen og modtageren af præmien.

Det handler først og fremmest om at følge op, ændre, tilpasse og være konstant til stede og til rådighed i det samvær, som foregår i medierne. Og sætte ressourcer af til at kunne indgå på lige fod i den samtale, som udspiller sig her, hele tiden. Betragter man et markedsføringstiltag som en afgrænset kampagne, et enkeltstående boost eller en selvstændig event, som man i øvrigt har udliciteret til en ekstern leverandør, risikerer man allerede at være på vej ud af det forkerte spor i forhold til den indbyggede logik i Årgang 2012s medier.

Den digitale og den fysiske verden smelter sammen
En cyborg er en blanding af et menneske og en maskine. En organisme, som har både kunstige og naturlige elementer, og som opstår, når mennesket bruger teknologi til at overvinde sin krops fysiske og mentale begrænsninger. Mest kendt er cyborgen fra science fiction-film som Terminator, Avatar og Robocop. Men med de interaktive og mobile medier er cyborgen ikke længere fantasifuld fiktion, højtflyvende filosofi eller et fremtidsscenarie. Hos Årgang 2012 er sammensmeltningen mellem menneske og mediemaskine nemlig allerede sket på et virkelighedsnært niveau.

Næsten alle medlemmer af Årgang 2012 har sat telefonen på lydløs og vibration. For hvis man vil være sikker på at opdage, når nogen ringer eller sender besked, hvor man end befinder sig, og uanset hvor meget larm der er, er man nødt til konstant at have mobilen i hånden, bukselommen, bh’en eller jakken, så man kan mærke, når den bevæger sig. Mobiltelefonen har en taktil dimension. Den er måske ikke i fysisk forstand vokset sammen med kroppen, men er det i praksis.

Denne opløsning af grænserne mellem den fysiske krop og medierne ses på andre områder. Mest åbenlys er den på moderne spilkonsoller som fx Nintendo Wii, der har joysticks med indbyggede sensorer, som registrerer bevægelser, så spilleren på skærmen slår det samme slag som spilleren i virkeligheden. Eller den nye Xbox Kinect, som registrerer hele kroppens bevægelser og overfører dem til skærmen.

Samspil mellem IRL og Facebook
Tidligere var det ”at komme i medierne” noget, man skulle gøre sig fortjent til, hvis man gjorde noget usædvanlig. Sådan fungerer det ikke mere. Dit og mit daglige liv har overtaget medierne, og vi er i medierne med de allermest sædvanlige ting og begivenheder. Det, der sker på væggen på Facebook, er ofte en formidling af den fysiske dagligdags almindeligheder til alle. Og at tro, at det er en parallel virkelighed, er forkert. Det særlige ved de nye, sociale medier med Facebook i spidsen er tværtimod, at de i højere grad håndterer en almindelig verden (In Real Life, IRL) end en konstrueret, parallel fantasiverden.

Livet i og uden for medierne hænger sammen. For selvom Årgang 2012 har mange forskellige slags venner på Facebook, kender de ofte langt de fleste fra andre sammenhænge, fx skolen. Og dem, de er mest sammen med via chatten og mobil, er også dem, de er mest sammen med i den fysiske verden – det er utænkeligt at være sammen med nogen i den fysiske virkelighed uden samtidig også at have samvær i den digitale. Hvad man gør det ene sted, står man til regnskab for det andet sted, for det er let at sammenligne billederne, profilen, kommentarerne og den samlede digitale identitet med den person, man kender fra den fysiske virkelighed. Og der bliver ikke lagt fingre imellem, hvis noget ikke stemmer overens.
Den digitale og den fysiske verden smelter sammen på alle niveauer af vores liv. Kroppen er næsten bogstaveligt talt vokset sammen med mobiltelefonen, dagligdagen invaderer medier, ligesom medierne invaderer dagligdagen.

Markedsføringstrategien der passer til Årgang 2012
En moderne markedsføringsstrategi (herunder et moderne markedsføringsbudget) bør afspejle disse forhold. En virksomhed, som i sin organisation og i sin markedsføringsstrategi skelner mellem offline og online, er allerede kraftigt på hælene i forhold til professionelt og effektivt at kunne håndtere den nye medievirkelighed, som Årgang 2012 repræsenterer. Man må indtænke konkrete handlinger – ”point of actions” – og ikke kun ”pay offs” i sin markedsføringsstrategi. Det er derfor ofte grundlæggende forkert tænkt at lave en isoleret Facebook-kampagne. Den bør være bundet op på nogle aktiviteter i den fysiske verden – for det er sådan, Facebook fungerer for de fleste. Og den bør være understøttet af en investering i ressourcer til at drive en daglig redaktionel kundeservice og kundesamtale.

En tommelfingerregel er, at man bør ofre næsten lige så meget i udgifter til trafikskabende aktiviteter som i udgifter til det kreative – og derudover igen allokere mindst lige så mange interne ressourcer på at kapitalisere og vedligeholde relationen med de (nye) kunder. Har man sat 100.000 kroner af i budgettet til at lave moderne markedsføring i sociale og mobile medier, bør man således kun beregne ca. 30.000 til at udvikle og udføre selve det kreative koncept. Kan det ikke lade sig gøre, bør man overveje at spare pengene til en senere omgang, for ellers er der risiko for, at det kreative slet ikke spredes. Eller at man ikke får det udbytte, man kunne have fået af de kunder, der faktisk kommer i butikken

Bliv ikke hængende i den traditionelle markeføringstankegang, der handler om budskaber, brand og awareness. Tænk i stedet for på handlinger, dialog og konkret salg og service. Fejlen er, at mange af os stadig betragter markedsføring som kommunikation, ikke som samvær og samtale.

Det medierede liv

2007-06-17T02:26:00.001-07:00

Artikel bragt i Kommagasinet (nr 23, juni 2007) under titlen "Medielivet overhaler det fysiske liv"

Det medierede liv er hastigt i gang med at overhale det fysiske liv som det mest virkelige og mest naturlige, og det har allerede fået vidtgående konsekvenser for den måde vi opfatter virkeligheden, den måde vi får anerkendelse og danner identitet, og den måde vi er sammen med hinanden på. Samtidig skaber det medierede liv helt nye betingelser for hvordan professionelle kommunikatører og markedsføringsfolk skal tænke strategi
Vores liv er blevet medieret. Der er flere medier, vi har flere muligheder, og vi bruger flere timer på medier end nogensinde før. Internettet, chat, virtuelle communities, computerspil og sociale netværk lægger beslag på en større og større del af vores dagligdag. Bekymrede forældre og pessimistiske forskere fremmaner et billede af en bleg, ensom computernørd som aldrig kommer ud i den virkelige verden, men i stedet sidder isoleret som en Jens Vejmand ved skærmen med computeren som eneste ven. Mere optimistiske fortalere for teknologiens nye verden mener derimod at det kun øger vore muligheder for samvær, og medierne bare er endnu en kanal til at være sammen med andre mennesker på. Måske er diskussionen mere aktuel end nogensinde, eller også er den allerede ved at være meningsløs. I hvert fald er det medierede liv hastigt i gang med at overhale det fysiske liv som det mest virkelige og mest naturlige. Oftere og oftere foretrækker vi det medierede liv frem for det fysiske: Arbejdskolleger bruger messenger til at chatte med hinanden selvom de sidder i samme rum, teenagedatteren sender sms til veninden i stedet for at deltage i konversationen med resten familien omkring middagsbordet, og netdating har vist allerede overhalet nattelivet i byen som den mest brugte måde at møde en ny kæreste.Tendenserne er hverken fjerne fremtidsudsigter eller noget der kun gælder for en ny generation af unge mediebrugere. Hvis man kigger sig omkring, vil man tværtimod se at medieringen af vores liv allerede på en lang række områder har fået vidtgående konsekvenser for den måde vi opfatter vores egen virkelighed, den måde vi får anerkendelse og danner identitet, og den måde vi er sammen med hinanden på.Medieret eksistensVi lever i medierne og bearbejder vores liv gennem medierne. Personlige og private sager som vi før kun betroede til dagbogen eller skrev til skuffen, og hvis eneste læser var os selv og måske vores allernærmeste ven, bliver massekommunikeret i medieret form som weblogs. Efterhånden synes vores liv og oplevelser først at eksistere når de er blevet foreviget, gemt og ikke mindst formidlet. Nye specialiserede tjenester opstår for at opfylde dette behov: Dandelife.com hedder et relativt nyt digitalt forretningskoncept som er baseret på at man kan registrere hele sin historie fra man blev født over livets vigtige begivenheder til nuet og forventningerne om fremtiden. På en og samme tid gemt i en database og formidlet til alle på et website. En anden ny digital service forsøger at fylde det hul som opstår når vi skifter mobiltelefon. De fleste af os kan nok nikke genkendende til følelsen af nærmest at miste forbindelsen med hele sin tilværelse når vi et kort stykke tid ikke har adgang til telefonens arkiv over kontakter. På zyb.com kan man gemme informationerne fra mobilen centralt under en personlig profil så man aldrig er afskåret fra sit medierede kontaktnet. Man siger at internettet og de nye, digitale medier er flygtige, og at informationerne forsvinder lige så hurtigt som de produceres, men aldrig har vores private liv været så effektivt og omfattende registreret – og det er os selv der helt frivilligt gør det.
Medieret identitetNår vi lever mere og mere af vores liv i medierne, afgøres vores betydning og værdi også i stigende grad af hvor meget og hvordan vi er i medierne. Vores brugergenererede og personaliserede indhold er blevet en hård valuta. Det handler om at være den første der opdager og videresender et fedt videoklip, at have mest musik og flest lyttere på sin delte itunesliste, at sende sine kolleger de rigtige [spam]mail, som man derved bliver ambassadører for og indestår for kvaliteten af, og at have en speciel, kunstnerisk screensaver eller et billede af sig selv på et surfbræt som wallpaper på computeren. Alt sammen er det med til at fortælle historier om os selv, alt sammen er det en del af vores medierede identitet som andre vurderer os ud fra.Vi måler os og søger anerkendelse via medierne. Det skal forstås helt bogstaveligt og er i øvrigt let at se for det handler bare om at søge på en person eller et fænomen og se hvor mange hit der kommer. Så enkelt er det når Google er blevet det autoritative barometer for betydning. Og den medierede anerkendelse skal være her og nu, så vi tjekker hele tiden om der er kommet nye mail, opkald og sms’er, og hvor mange der har læst vores blog eller besøgt vores profiler på forskellige arbejdsrelaterede eller personlige netværk. Vores betydning afhænger nemlig af hvem og hvor mange man er forbundet med, og hvor hurtigt, hvor ofte og hvor desperate de er for at få kontakt med os. Selv e-mailen er blevet for langsom, en snail-mail, i kampen for konstant, medieret anerkendelse.Men identiteten skabes ikke kun af mediernes indhold. Selve mediemaskinerne er blevet identitetsdannende stilikoner. Vi bærer rundt på vores på ipod, bluetooth, PSP og mobiltelefoner på samme måde som vi bærer Nike, D&G, Diesel og H&M. Sony Vaios og Apples computere er ikke kun lavet for at blive brugt, de skal i lige så høj grad ses. I markedsføringen bliver Motorolas Razr og den nye iphone iscenesat som mode- og designobjekter; at man også kan bruge dem til at tale i, kommer i anden række. Og selv bluetooth-headset som tidligere ikke bare var praktiske, men også lidt kiksede, bæres nu nærmest som smykker. En af verdens førende producenter af headset markedsfører især to modeller: en som du selv kan være med til at designe i de mest fantastiske mønstre og farver, og en anden i et skandinavisk, minimalistisk design fra Jacob Jensen. ”Reflects who you are”, lyder sloganet, og aldrig har det været mere rigtigt. Medieret intimitetFor et par år siden gennemførte jeg en undersøgelse i fire store europæiske byer af 18-28-årige kvinders mediebrug. Undersøgelsen omfattede blandt andet fokusgrupper hvor vi på et tidspunkt bad kvinderne om at vise os deres mobiltelefoner. Reaktionen var interessant og meget varieret. Nogle nægtede, andre blev flove og skulle overtales til at finde den frem, og atter andre havde stolt haft deres telefon liggende til skue under hele seancen som det mest naturlige i verden. Men hvad enten telefonerne var tjekkede eller taberagtige, var alle kvinderne fuldstændigt bevidste om signalværdien. Mobilen var både en vigtig del af kvindernes identitet og samtidig en meget personlig og intim sag.Netop mobiltelefonen er det bedste eksempel på de medier der egentlig er opfundet til og opfattet som at skulle kommunikere på stor afstand, er blevet intimmedier. Oprindeligt er mobilen tænkt som et praktisk og funktionelt arbejdsredskab til forretningsfolk og håndværkere på farten. Men nutidens brug er som bekendt en helt anden. Der dates, flirtes, mobbes, skændes og knyttes venskaber via sms’en. Mobiltelefonen hører til i teenagepigernes tasker ved siden af de andre helt intime og personlige ejendele: makeuppen, tampax og billedet af kæresten. Og den befinder sig i forretningsmandens lomme sammen med guldkortet og cigaretterne. Den er et af de mest intime kommunikationsværktøjer vi har.Det afgørende er at den medierede intimitet ikke længere er afhængig af rummet. De nære sanser som ellers var trådt noget i baggrunden i det massemedierede industrisamfund, vender tilbage, men nu i medieret form. Nintendo Wiis nyeste spillekonsol har indbyggede sensorer som registrerer spillerens bevægelser så han kan slå til bolden som hvis han stod på tennisbanen. Samtidig kan han så se sin repræsentant på skærmen lave samme slag. Den virkelige og virtuelle verden smelter sammen. Et andet ældre, men både kendt og kontant eksempel, er computermusen der er vores forlængede, medierede arm, og som helt bogstaveligt genintroducerer kroppen i kommunikation. Og et tredje meget nærliggende eksempel er mobiltelefonens vibratorfunktion som betyder et comeback til følesansen som en del af kommunikationen. Medieret strategiDet medierede liv skaber helt nye og ændrede betingelser for hvordan professionelle kommunikatører og markedsføringsfolk skal tænke strategi. For hvem fortæller historierne? Os selv! Og hvem handler historierne om? Os selv igen! Virksomhederne og organisationerne har mistet kontrollen over fortællingerne, både fortællingernes form og indhold. Den færdige, sluttede fortælling som den traditionelle kommunikation og markedsføring har tilbudt, er blevet irrelevant for brugerne og kunderne. De skal bruge byggesten i deres egen medierede fortælling og liv, ikke færdige fortællinger og lukkede budskaber. Professionelle kommunikatører som bliver ved med at formidle færdige fortællinger med konsistente værdier der er skabt på forhånd, har ikke helt forstået den nye medierede virkelighed. Modtagerne har overtaget den grundlæggende kontrol over kommunikationen, og de bruger den i skabelsen af deres eget medierede liv, identitet og intimitet.
Marshall mcluhan, en af verdens første og største medieforskere, beskrev medierne som “extension of man” der udvidede menneskets rækkevidde og gjorde ham i stand til at kommunikere og agere over afstande. Men selv ikke den ellers meget fremsynede mcluhan kunne forudsige hvordan medievirkeligheden har overhalet hans spådom. Medier er ikke længere kun kanaler til kommunikation. Hele og selve vores eksistens, finansielt, psykologisk og socialt udfolder sig i og afhænger af medierne.

Anmeldelse i Børsen 7. februar 2007

2007-02-07T02:53:00.000-08:00

"Forfatteren bag er Søren Schultz Hansen. En mangeårig konsulent i internetbureauet Framfab med en humanistisk baggrund fra RUC. En modig herre, som ikke er bange for at drage drastiske konklusioner, og som med stor naturlighed henviser til medievidenskabens sværeste fi-
losoffer. Hatten af for modet, som, når det lykkes, har en originalitet og friskhed, som man skal helt tilbage til McLuhan for at se magen til. Sjovt og originalt er det for eksempel, når Schultz Hansen med stort overskud taler om den eksploderede brandingstrategi, hvor dialog har afløst kontrol og designmanualer. Her kommer hans mange års erfaringer fra Framfab i flot samtale med de store mediefilosoffer. En samtale, som kommer med noget nyt, fordi Schultz Hansen kan trække både på erfaringer fra Framfabs imponerende kundeliste og en indlæst forståelse af nøgleteorier om internettet. En dobbelt position, som få har, og dermed dobbelt indsigt – hvad der er bogens egentlige scoop."

Læs hele anmeldelsen her (på kommunikationsforum.dk)

Interview på Kommunikationsforum

2007-01-31T01:13:00.000-08:00

I forbindelse med udgivelsen af min bog, blev jeg interviewet på kommunikationsforum.dk.

Læs interviewet her

Lektørudtalelse

2007-01-30T00:49:00.000-08:00

"Bogen er nyskabende i forhold til de gængse lærebøger i markedsføring og vil formodentlig finde en stor læserskare både i den mere specifikke markedsføringbranche og i kredse, hvor der arbejdes med kommunikation i mere bred forstand"

(en lektørudtalelse er den lille anmeldelse af en bog, som sendes ud til bibliotekerne, så de kan vurdere, om de skal købe den)